Der findes tre typer måleprincipper, som du bør kende til, når du vælger fugtmåler.
Måling af fugtkvote
Fugtkvote måles normalt kun i træ, og fugtkvoten beskriver træets vandindhold i forhold til dets tørre vægt. Man taler om % fugtkvote (FK), og mætningsgraden i træ er ca. 28-30%. Derefter har man nået det, der kaldes fibermætning, hvilket betyder, at der ikke er plads til mere vand i træet. Træet drypper. Den mest almindelige metode til at måle fugtkvote er ved at trykke to målespidser (stifter) ind i træet. Enten med målerens egne stifter eller via en ekstern føler. Nogle fugtkvotemålere har skalaer til forskellige specifikke træsorter samt en temperaturføler til træ, som kompenserer måleværdierne for temperatur.
Fugtindikering
Ved en fugtindikering måler man ikke en størrelse som fugtkvote eller luftfugtighed. I stedet viser instrumentet en indikativ aflæsning, som derefter sammenlignes med flere forskellige punkter i materialet for at se forskellene fra punkt til punkt. På den måde kan du afgrænse risikoområder, hvor højere indikerede værdier afviger fra andre områder. Der er således risiko for forhøjet fugtindhold i forhold til de øvrige indikerede punkter. Man bør dog også overveje, om resultaterne virker rimelige. Viser disse forhøjede værdier tydelige punkter langs en strækning, kan det måske være et afløbsrør eller noget andet, som ikke nødvendigvis skyldes fugtspredning.
Man kan udføre fugtindikering ved hjælp af to forskellige metoder
I bløde materialer kan man indikere ved hjælp af målespidser, hvilket er nyttigt på f.eks. gips og sammensatte pladematerialer. Nogle instrumenter har også en funktion, hvor man holder instrumentet mod materialet, når man ikke ønsker at beskadige noget, eller når materialet er for hårdt til at bruge målespidser. Særligt nyttig er ikke-destruktiv indikering ved kontrol af vådrum (f.eks. fliser, klinker og vådrumsvinyl). Ikke-destruktiv indikering kan udføres på alle typer materialer.
Luftfugtighed måles i enheden %RF eller på engelsk %RH (Relative Humidity), og denne metode bruges ved måling af fugt i den omgivende luft, men også i beton. Hvis man vil måle udtørringen i beton, måler man luftfugtigheden i et boret hul i betonpladen på en særlig måde. Metoden bruges også med stor succes til at afdække risikoen for kondens i forskellige konstruktioner, hvilket kan forebygge mange store, dyre, skjulte og omfattende fugtskader.
Sammenfattende kan man sige, at det er vigtigt at kende forskellen mellem en måling og en indikering.
Indikering
Giver indikative udslag, hvor høje udslag påviser risiko for større fugtforekomst end områder med lavere udslag.
Måling
Giver en faktisk måleværdi i et kendt materiale, f.eks. fugtkvote i træ eller %RF i beton.
